PRESSEMEDDELELSE
Årets sejlads byder på skærpet konkurrence blandt de største skibe, fejring af Skives 700-års købstadsjubilæum og de første skridt frem mod Limfjorden Rundts 40-års jubilæum i 2027.
Når Limfjorden Rundt igen sætter sejl i uge 37, bliver det med 47 deltagende skibe fra Danmark og udlandet.
I løbet af ugen sejler de historiske og bevaringsværdige skibe gennem Limfjorden med besøg i Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive. Her vil publikum kunne opleve skibene på nært hold og møde de mange besætninger, som er med til at holde den sejlende kulturarv levende.