Hjortø - en særlig oplevelse for naturelskere

For naturelskere er Hjortø en oplevelse

Fuglelivet er unikt i Øhavet, men som noget helt særligt, er Hjortø et af de få steder, hvor man kan møde både klokkefrøen og strandtudsen.

Dyrepassere fra Københavns Zoologisk Have har derfor gennem en årrække haft et vellykket projekt kørende på øen sammen med øboerne for at sikre bestanden.

Strandtudserne sættes ud i det fri, søndag den 5. juli
Lene Rasmussen fra København Zoo (billedet øverst) er ankommet til Hjortø med 19 strandtudser, der skal sættes ud naturen i deres rette omgivelser. Det er muligt at se den truede paddeart i et dertil indrettet kar på havnen indtil på søndag, den 5. juli. Der udsættes strandtudsen i et egnet vandhul på Hjortø.

Man mødes på havnen kl. 13 og går sammen med øboerne til vandhullet, hvor de fremmødte kan få oplevelsen af at holde strandtudsen og sætte den ud i naturen. Havnen og København Zoo byder på en Tudsebryg til de voksne og juice til børnene.

Resten af sæsonen inviteres børn og voksne også på en række andre spændende aktiviteter i forbindelse projektet sammen med Københavns Zoo.

Aktiviteterne styres henover sommeren af Lenes kollega fra Københavns Zoo, dyrepasser Anne Christensen, der også vil fungere som havnefoged frem til midten af august.

”En af de helt store oplevelser sker den 5. juli, når vi udsætter de meget sjældne strandtudser fra Københavns Zoo på Hjortø. Begivenheden markeres ved, at børnene selv kan være med til at sætte tudser ud i vandhullerne, eller de kan observere dem tæt på. Derudover laver vi i løbet af sommeren pandekager på havnen, hvor børnene også kan klappe eller kravle på en stor klokkefrøfigur. Der vil være mulighed for, at børnene kan farvelægge tegninger af klokkefrøer og strandtudser, der fremvises ved en udstilling på øens lille museum,” siger Anne Christensen (foto nedenfor).

Om Hjortø
Hjortø har fire fastboere, men mange sommerhuse og en lille hyggelig havn med 20 bådpladser og en nyrenoveret servicebygning. Havneafgiften lægges i en kasse på toiletbygningen eller betales via MobilePay. Der er desuden rig mulighed for at ligge for svaj i det lavvandede område omkring øen.

Mere information om projektet i naturen for at bevare truede padder finder I på København ZOOs hjemmeside.

Her kan I læse mere om Hjortø Havns faciliteter, priser, m.m. her på Havneguide.dk

  • Dansk
  • Deutch
  • English