Oplevelseskortet Blå Eventyr lanceres 9. juni

Premiere på kortet - Blå Eventyr i det Sydjællandske farvand
 
Der sker rigtig meget i de Sydsjællandske havne og i denne sæson lancerer Vordingborg Kommune det blå oplevelseskort 
Blå Eventyr - en genial vejviser til alle de våde, vilde og vovede vandoplevelser, du kan opleve, hvis du sejler syd om Sjælland.
 
Blå Eventyr-kortet viser, hvor det er godt at snorkle, padle, surfe, fiske og meget andet – og på kortet kan du også se, hvor du kan leje en kajak, købe en lækker is og hvad du ellers har brug for, for at få en skøn dag i og på vandet.
  
Kortet Blå Eventyr kan blandt andet hentes i Vordingborgs 9 kommunale havne, som er: Præstø, Hårbølle, Stege, Vordingborg Nordhavn, Kalvehave, Klintholm, Skåninge Bro Havn, Masnedsund og Bogø Havn.
 
Vordingborg Kommune har Danmarks længste kystlinje med hele 385 km, og det giver masser af muligheder for vandaktiviteter over og under vandet.
 
Oplevelseskortet Blå Eventyr er en appetitvækker til Blå Eventyr på nettet, hvor I også kan se film, finde tips og gode historier om alt lige fra havsvømning til kajak og vragdyk.
Besøg www.vordingborg.dk/blåeventyr - her kan du se hele det Blå Eventyr digitalt. 
 
Når man bruger naturen, ligger der også en forpligtelse til at passe godt på den. Kortet gør derfor opmærksom på, hvor der er beskyttede områder, og hvor mere vilde aktiviteter, eksempelvis jetski, kan foregå. Ud over det opfordres for eksempel kajakroere til at holde afstand til sæler og fugle.
 
Det er meningen, at det digitale kort forbedres fremadrettet. ” Vi kender ikke alle de gode steder. Vi kommer med eksempler og forslag, men vi har brug for hjælp til løbende at forfine og videreudvikle kortet fra dem, der kender de lokale steder,” siger kultur- og fritidschef Jesper Kjærulf. Man kan melde ind på mailadressen blåeventyr@vordingborg.dk med sine tilføjelser til kortet.
 
  • Dansk
  • Deutch
  • English