Verdensrekordforsøg i Nyborg Havn

Verdensrekordforsøg i dyk i åben vand

Fridykker Stig Pryds er netop vendt hjem fra VM i Roatan 2017, og nu vil han forsøge at sætte verdensrekord i dyk i åben vand i Nyborg Havn.

Lørdag 30. september 2017 kl. 12 kan du være vidne til intet mindre end et verdensrekordforsøg, når Stig Pryds vil forsøge at slå det længst registrerede dyk i åben vand på 177 meter. Et imponerende langt dyk på kun ét åndedrag.

Stig starter dykket fra den sydlige ende af Toldbodgade og dykker hen imod den gamle Toldbod, der ligger nærmere centrum.

Et dyk for en god sag
Efter at have levet flere år med gigt, smerte og store mængder medicin, var Stig nået til et punkt, hvor det ikke gav mening for ham at være her mere. Men med professionel hjælp blev Stig heldigvis overbevist om, at det ikke var nogen udvej.

Rent tilfældigt falder Stig over emnet fridykning på nettet, og efter en del research var han ikke i tvivl om, hvad han ville. – Jeg vidste, det ville blive hårdt og kræve, at jeg ændrede mit liv radikalt, fortæller Stig Pryds og fortsætter; det er utroligt, hvad der kan komme ud af at ændre sin kost og sin vejrtrækning, og det vil jeg gerne bevise ved at forsøge at slå en Guinness verdensrekord.

Med rekordforsøget ønsker Stig at sætte fokus på, at sund kost og træning mod smerter kan være med til at gøre en forskel for folk, der lider af en kronisk sygdom. Fx kan det at trække vejret korrekt være stærkt smertelindrene.

Så mød op, hep på Stig og hjælp ham med at sprede budskabet.

  • Dansk
  • Deutch
  • English