Omø Årets Ø 2023
Fotograf
Forenet Kredit
Øfortællinger på haveguide.dk

Præmieret fællesskab på Omø

Omø er på alle måder en ø med et helt unikt fællesskab. Det var juryen bag udnævnelsen af Årets Ø 2023 enige om, da den tildelte øen prisen.

Der er ikke mindre end 42 foreninger på Omø, der støtter op om alt der rør sig på øen. Der er vinterbadeklub og digelaug, Aftenskolen og Omø Skoles Støtteforening. Omø Kultur- og fritidsforening, Foreningen Perlestranden & Omø Havn og alle de andre. Øens cirka halvanden hundrede beboere træder til i alle opgaver, der skal løses for at holde det lille øsamfund kørende året rundt.

Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd står bag kåringen af Årets Ø. De har især lagt mærke til Omø´s utrættelige kamp for at skabe aktiviteter og gode kår for alle på den lille ø, der har godt 150 indbyggere.

Fællesskab for gæster

På havnen kan Omøs gæster glæde sig over den fine legeplads og nyde udstillingen på den gamle stejleplads, om dengang Omø var en central fiskerihavn i Storebælt og Smålandshavet. Nu er der ingen fiskere tilbage, men Omøs foreninger sørger for at havnen stadig er aktiv, og fyldt med oplevelser for lystsejlere og turister.

Omøs historie samles af de frivillige i Historiens Hus, der indsamler fortællinger og fund og udgiver flere interessante skrifter og nyhedsbreve om året. Foreningen bag driver et lille museum i Omø By, der ligger en halv times gang fra havnen.

Der bliver også budt på Omøs historie om bord på Traktorbussen, hvor en lokal guide fortæller om den natur og kultur I kommer forbi. Med den 5 kvarter lange Sightseeing-tour Omø rundt, får du hurtigt et overblik over øen.

Omøs fællesskab er stærkt, og nu også præmieret. Ikke kun for øens indsats for turisterne, men også når der skal sikres flere daglige færgeafgange hele året. Når den lille håndfuld af de mindste skolebørn skal have en skole, og når købmanden holder åbent udenfor turistsæsonen. Og alle de andre ting der skal til, for at et øsamfund hænger sammen året rundt.

Læs flere historier fra Omø eller udforsk spændende fortællinger fra andre steder
Lær desuden mere om Omø Havn her.

Kilder: Historiens Hus, Omø Beboer- & Grundejerforening og Omøs hjemmeside.

Find guidede ture og andre oplevelser på Omø.

Adresse

Omø Havnevej 101
4230 Omø
Danmark

Andre Ø-fortællinger

i sejleruniverset Småøerne
Copyright 2024 © Havneguide.dk