Besøg Blå Flag stranden Østerstrand som ligger i Fredericias bymidte - lige ved foden af Fredericia Vold og få minutters gang fra gågaderne.
Glæd dig til en stor, bred sandstrand, hop i Lillebælt fra den flotte cirkelbro eller slå jer ned i Urbania Beach Bar og nyd lækker mad og drikke og mærk de gode vibrationer og ægte sommerstemning.
På stranden finder du også en beachvolleybane og strandfodbold. Du er velkommen til at låne strandudstyr i grejboksen, som er placeret i caféen.
I tilknytning til aktivitetsgulvet, hvor der fx er mulighed for at dyrke yoga eller gymnastik, ligger tre træningspavilloner og stativer til træning af hele kroppen. Træningsmaskinerne har forskellige funktioner, og som noget helt særligt kan man træne i tørvejr, da de er overdækket.
På Østerstrand findes desuden Havfruefløjterne som er et anlæg tilegnet badegæster med synshandicap eller fx børnefamilier der ønsker trygge rammer. Havfruefløjterne består af en række pæle i vandet, hvor der i mellem er monteret et tov der leder badegæsten rundt i vandet og tilbage til stranden.
I sommerferien finder du Trygfondens livreddere på stranden. Dem kan du spørge til råds og få mere information. Men husk ansvaret altid er dit eget, - også når der er livreddere på stranden! Dine børn er dit ansvar.