Oplev marsvin og sæler på din sejltur

Den nordsjællandske kyst byder på mange forskellige oplevelser på land – men disse to kan også opleves fra båden!

25 km nord for Sjælland, ude i Kattegat på den ubeboede ø Hesselø, bor flere hundrede sæler, der anvender øen som deres yngleplads. Men bestanden af spættede sæler i Kattegat er stigende, så du kan også være heldig at se sæler liggende på strandene langs Nordsjællands kyst. De er især set ved Liseleje, Rågeleje og Tisvildeleje. En af grundene til det stigende antal sæler er, at de ikke må jages i Danmark og Norden, og derfor føler de sig meget trygge på vores strande.

I de danske farvande kan du få øje på både gråsæler og spættede sæler – så hvordan kender du egentlig forskel, når du får en sæl i kikkerten?

Spættede sæler kan blive op til 1,8 m og veje op til 130 kg – men gråsælen kan blive langt større! Hannerne kan blive op til 2,3 m og veje op mod 300 kg. Det gør gråsælen til Danmarks største rovdyr. Du kan også kende forskel på snuderne, da en gråsæl har en større og bredere snude end de spættede sæler. Gråsæler yngler desuden om vinteren, mens spættede sæler yngler om sommeren.

Sandsynligvis er det en spættet sæl, du har fået øje på, da der er flest af den sælart i de danske farvande. Vær dog opmærksom på, at det er meget vigtigt, at du ikke går hen til en sælunge, som ligger på stranden. Den ligger bare og varmer sig i solen, mens moderen højst sandsynligt er ude at lede efter føde, hvorefter den kommer tilbage til ungen i løbet af aftenen eller natten. Ungen er altså ikke forladt.

Som en lille sjov ekstrahistorie, så havde man i 2009 problemer med en sæl i Gilleleje. Den tillidsfulde sæl havde nemlig forelsket sig i havnen. Til trods for, at Skov- og Naturstyrelsens medarbejdere flere gange hjalp den ud i Kattegat, så svømmede den bare tilbage igen for at ligge på molen.

Også marsvin findes i store tal i de danske farvande, og især Øresund har mange. Her tilbyder Øresundsakvariet ligefrem marsvinesafari hen over sommermånederne!

Marsvin er efterhånden ved at være et almindeligt syn i Øresund, men det er stadig en kæmpe oplevelse at se de små hvaler boltre sig i havet. Marsvin bliver mellem 1,4-1,7 m lange og vejer omkring 50-70 kg.

Turene starter i Helsingørs Nordhavn og går i akvariets store gummibåd til området ud for Hornbæk Plantage, hvor der findes et marsvinehabitat. Guiden fortæller om den lille hval på turen, der varer ca. 2 timer, så det er utroligt lærerigt for både store og små. Du kan læse mere om turene her.

Du kan også være heldig at opleve marsvin og sæler fra din egen båd, så hold godt øje på sejlturen langs Nordsjællands kyst.

Kilde: Øresundsakvariet og Den Blå Planet

Billede: VisitDenmark / Eva Olsson

Koordinater: Bredde: 56.140166
Længde: 12.293764

Andre Natur og kultur

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2025 © Havneguide.dk