Vandretur med gourmet og historie

Har du lyst til at komme på en uges aktiv ferie med fokus på god mad og spændende historie? Så er ”Feel and taste the history” noget for dig!

VisitNordsjælland har sammensat en fantastisk vandrerrute på ca. 120 km fordelt på syv dage. Fokus for turen er Nordsjællands særlige historie og de lækreste lokale råvarer og produkter – alt sammen pakket ind i smukke omgivelser, som noget af turen inkluderer den betagende udsigt til havet.

Dag 1: Turen starter i middelalderbyen Helsingør med det storslåede slot Kronborg. Her foreslår VisitNordsjælland, at du overnatter på Hotel Madam Sprunck, som ligger centralt og serverer en lækker middag. M/S Museet for Søfart og de gamle gader i Helsingør er også værd at opleve.

Dag 2: I alt ca. 16 km vandring. Du starter dagen på Kronborg, hvor du går i Hamlets fodspor. Herefter går turen til Hellebæk og den historiske Hammermølle. Dagen byder på vinsmagning hos Domain Aalsgaard, som er en officiel dansk vingård. Overnatningen finder sted på Havreholm Slot omgivet af smuk natur. Slottets kok tilbereder fantastiske retter af lokale og økologiske råvarer.

Dag 3: I alt ca. 21 km vandring. Dagens tur bringer dig til Esrum Kloster & Møllegård, hvor du får en lækker frokost, og Frederiksborg Slot midt i Hillerød. Overnatningen finder sted hos ”Sov Dejligt”, der er et Bed and Breakfast-sted i Hillerød. Stedet har en udendørs jacuzzi – ren forkælelse til trætte ben.

Dag 4: I alt ca. 20 km vandring. Turen går til Arresø, som er Danmarks største sø. Det er oplagt at have en picnic i det fri, men ellers kan frokosten vente, til du kommer til Frederiksværk. Byen rummer mange industriminder og historiske museer, som fortæller om byens kanonstøberi. Overnatningen finder sted på Hotel Frederiksværk, mens Restaurant Madam Schiøtt kan anbefales til aftenens middag.

Dag 5: I alt ca. 21 km vandring. Du skal til Lynæs og Hundested Havn i dag. Halsnæs Bryghus er ifølge VisitNordsjælland et godt sted at nyde din frokost. Dagens oplevelse er Knud Rasmussens hus ved Spodsbjerg Fyr. Han var Danmarks største polarforsker, og hans arbejdshus er et besøg værd. Overnatning kan foregå ved Hald Strand Hytteudlejning ikke langt fra stranden.

Dag 6: I alt ca. 20 km vandring. Dagen står på afslapning langs den Danske Riviera, hvor du kan tage en frisk dukkert, ligge i solen og komme helt ned i tempo, før du fortsætter din tur. Kystbyen Liseleje er målet for dagens vandring. Her kan du overnatte på Bed & Breakfast Liselængen.

Dag 7: I alt ca. 18 km vandring. Turens sidste dag går til Gilleleje, hvor Søren Kierkegaards mindesten står. Følg hans fodspor og tag på en indre rejse i den hyggelige kystby. Aftenen slutter på skønne Gilleleje Badehotel med spa og wellness – velfortjent selvforkælelse efter at have afsluttet en 7-dages vandretur!

Hvis turen har fanget din interesse, kan du læse mere om ruten hos VisitNordsjælland.

Billede: VisitDenmark

Koordinater:  Bredde: 56.034066, længde: 12.613004.
Bredde: 56.056795, længde: 12.427964.
Bredde: 56.047465, længde: 12.377516.
Bredde: 55.934974, længde: 12.301263.
Bredde: 55.977401, længde: 12.118129.
Bredde: 55.971952, længde: 12.022178.
Bredde: 55.943111, længde: 11.862371.
Bredde: 55.964888, længde: 11.844883.
Bredde: 55.974853, længde: 11.854515.
Bredde: 56.014350, længde: 11.961487.
Bredde: 56.127041, længde: 12.273192.
Bredde: 56.127289, længde: 12.280677.              

Andre Aktiv i naturen

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2025 © Havneguide.dk